Agnetes fandenivoldske latter
Agnete’s Laughter er Birgitte Alsteds første solo-udgivelse ud af i alt tre cd-udgivelser på Dacapo Records. CD’en rummer fire værker: tre elektroakustiske og et instrumentalværk for solo-accordeon. De tre elektroakustiske værker: Agnete’s Laughter (2007-2011), Sorgsang V (1996-1997) og Belletter (2004) følger alle collagens kompositionsprincip. Det vil sige, at lydmaterialet – som både er optaget med mikrofon såvel som computergenereret – er klippet sammen til et lydværk. De elektroakustiske værker kontrasteres fint af Melancolia (2001) for solo-accordeon, fremført af accordeonisten Rasmus Schærff Kjøller. De fire værker er komponeret over en periode på 15 år, og giver således et godt indblik i Birgitte Alsteds nyere produktion af elektroakustisk såvel som instrumental musik.
Birgitte Alsteds klanglige palette
Birgitte Alsted er oprindeligt uddannet violinist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, men har altid været involveret i komposition og opførelse af ny musik. I 1970 var hun med til at danne Gruppen for Alternativ Musik, som var banebrydende inden for eksperimenterende musik med nye tilgange til komposition og opførelsespraksis. Birgitte Alsted er således aldrig gået af vejen for at eksperimentere med at integrere andre kunstformer som billedkunst og teater i sin musik. Ej heller at udvide den instrumentale og klanglige palette med elektroakustiske virkemidler og elektronisk genereret lydmateriale. Det var arbejdet med det sceniske, der ledte Birgitte Alsted ind på den elektroakustiske musiks vej, og som i 2006 førte til en mastergrad i komposition af elektronisk musik på det Jyske Musikkonservatorium.
Den uartige Agnete og havmanden
Værket Agnete’s Laughter fra 2011 indleder cd-udgivelsen, og giver samtidig navn til den. Lydmaterialet består primært af samplede vandlyde og vokallyde fremført af Birgitte Alsted selv. Den overordnede musikalske idé følger historien om Agnete og havmanden, dog uden at blive ren radiomontage. Der balanceres behændigt mellem det genkendelige i de rå lydoptagelser og så deres elektronisk manipulerede abstraktioner. Skvulp, havbrus og boblelyde flyder elegant sammen som elektronisk lava, og kontrasteres fint af Birgitte Alsteds ekspressive vokals ordløse kalden, hvisken, sang og brøllatter.
Historien bag Agnete’s Laughter -”Agnete og havmanden” - er oprindelig af religiøs-overnaturlig art: Pige forføres af fortryllende havmand, indrulleres i magisk underverden, stifter familie, men vælger at forlade mand og 7 børn til fordel for kirken og den rette tro. Historiens kontroversielle slutning – mor forlader sine børn - har forarget og fascineret generationer. I 1970’ernes kvindefrigørelsesoptik blev Agnetes valg et spørgsmål om at vælge selvrealisering frem for familien. Og hvad gør Agnete så anno 2012? Beruset af frihedstrang, men også smerteligt bevidst om det, hun må opgive, går hun hele vejen – og kvitterer med en barsk bralderlatter, som følger den oprindelige skæmtevises sidste vers, hvor Agnete frasiger sig mand og syv børn — haa haa haa. Mødres (sexuelle) frigjorthed har aldrig været livret for deres børn, ej heller for familien som traditionel institution. Det er tabu. Og det er netop, hvad der gør Birgitte Alsteds Agnete så uartig og samtidig så misundelsesværdigt fandenivoldsk.
Renæssancekunstnerens geniale tungsind
Andet værk på cd-udgivelsen er solo-accordeonværket Melancolia (2001). Det er inspireret af den tyske renæssancemaler Albrecht Dürers kendte kobberstik Melancolia fra 1514: En kønsløs engel med langt bølget hår sidder med hånden under kinden og tænker dybt, mens geometriske figurer, værktøj, klokker, talrebusser og meget mere omgiver denne. Alverdens viden ligger for dens fødder, men den selv er tabt i grublerier. I renæssancefilosofi repræsenterer melankolien sindstilstanden hos kunstnergeniet, og kobberstikket kunne således tænkes at repræsentere Dürer selv. Til cd-udgivelsens releasereception forklarede Birgitte Alsted, hvordan hun i mange år havde kredset om netop dette kobberstik for at afdække dets betydning. Måske genkender Birgitte Alsted kunstnersjælens vanskelige balancegang mellem det videnskabeligt stringente og det kunstneriske, ja, måske ligefrem spirituelle. En balancegang, som skal føre komponisten fra abstrakt idé (f.eks. et kobberstik) til konkret lydværk.
Birgitte Alsteds Melancolia fremføres uendeligt smukt af den unge accordeonist Rasmus Schærff Kjøller, som forventes at debutere fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium her i 2013, men som allerede har vundet adskillige priser i både ind- og udland.
Lyden af smerte
Det tredje værk på cd-udgivelsen er Sorgsang V. Lydværket er fra 1996-97, og er bygget op omkring et digt af Birgitte Alsted selv, tilegnet hendes mor, som døde i 1997. Omdrejningspunktet for digtet er det voksne barns tvivl på sin mors kærlighed. Et universelt tema, ja nærmest banalt, og så uendeligt smertefuldt. Ligesom på Agnete’s Laughter spiller Birgitte Alsteds stemme en central rolle. Hun skiftevis hvisker, reciterer og brøler digtet ud. Og ligesom i Agnete’s Laughter er effekten af denne stærke in-your-face-kvindelighed skræmmende, smertelig og utrolig effektiv. Det er ikke rart at høre ’mor’ råbe sin smerte ud. Måske er det lige netop noget af det værste og derfor på forunderlig vis igen tabu-belagt. Og netop derfor, fandens modigt.
Klokken som arketypisk lydobjekt
Sidste værk på cd-udgivelsen er Belletter (’Bell-letter’) fra 2004. Lydmaterialet i dette værk består af optagelser af de tre klokker fra Eliaskirken i København, som Birgitte Alsted har bearbejdet elektronisk i lydstudiet på DIEM i Aarhus. Belletter blev oprindeligt komponeret som afslutningsdel på en større kirkelig bestilling, men har i denne sammenhæng fået sit helt eget liv.
I elektroakustik musik er klokkelyden et nærmest arketypisk lydobjekt. Lige fra Stockhausen til i dag har klokkelyden, med dens mere eller mindre klare ’grundtone’ og irregulære overtonemønster, været et yndet lydmateriale at tage udgangspunkt i, da dets klang er meget ren, men dets overtonemønster irregulært og derfor ’ikke-harmonisk’. Helt konkret betyder det, at elektronkomponisten får en hel masse nyt klangmateriale forærende hver gang, han/hun begynder at skrue op eller ned for tempoet af lydoptagelsen eller filtrere dens frekvensspektrum. Kirkeklokken, med dens religiøse symbolik, bliver med et tryk på en knap til en uvirkelig alien-agtig lyd, transcenderer sig selv, og bliver måske ligefrem til noget spirituelt. De kan noget, de klokker. Ikke mærkeligt, at kirken netop valgte klokken som lydsymbol eller ’soundsignal’ og ligeså Birgitte Alsted.
A small step for man...
På mange måder er denne udgivelse et bevis på, at anerkendelsen af kvindelige el-komponister er kommet et skridt videre. Videre fra dengang, hvor electronica’ens grand old lady, Else Marie Pade måtte kæmpe mod fordomme om, at kvinder og deres lyde bare kunne tage og skride hjem til kødgryderne.
I 2011 blev Agnete’s Laughter præmieret med Kunstfondens pris. Det var på tide!